Skal vi kontakte dig? Vi vil altid gerne snakke med dig!
Ring 719 99 719

Rygterne har svirret i snart over et år. Amazon skulle være på vej ind på det danske marked med deres store, frygtede ehandelsplatform lige om lidt. Ingen ved bare endnu hvornår og hvordan. Men at det vil have stor betydning for de etablerede danske webshops, er der ingen som er i tvivl om. Men bliver det i det hele taget i 2019, de kommer?

Lige så snart rygterne om Amazons indtog på det skandinaviske – og dermed danske – marked slap løs, gav det massiv presseomtale og stor uro blandt danske webshopejere. Resultatet er, at en hel branche holder vejret.

For på alle de andre europæiske markeder, hvor Amazon er gået ind med deres store ehandelsplatform, har det vendt op og især ned på markedet. Amazon sætter sig tungt på det hele, fordi de har musklerne til at outperforme alt og alle på både pris og levering.

Så danske webshopejere har alt mulig grund til at være bange. Spørgsmålet er bare, hvornår deres værste mareridt træder ind på scenen.

Merværdi er den direkte vej til kunderne

Hvornår kommer Amazon så?

Ja, det er et rigtigt godt spørgsmål. For i praksis behøver Amazon ikke have særlig travlt. Ja, de kan ligefrem have fordel af at udsætte lanceringen på de nordiske markeder et godt stykke tid. For imens venter markederne i rædsel, hvilket betyder at alting stagnerer, indtil Amazon melder noget klart ud.

Der er dog nogle enkelte, der ruster sig. Danske Salling Groups WUPTI har således forsøgt at gøre sig til en ehandelsplatform efter samme principper som Amazon. Uden den store succes, så vidt vi kan se.

Andre har i stedet oprettet sig som forhandlere hos Amazon, for at få erfaring med det. Altså fulgt princippet om, at ”if you can’t beat them, join them”. Det er ikke nogen tosset strategi. For dels lærer de Amazon bedre at kende, og dels er de allerede tilstede på deres platform, den dag Amazon lancerer herhjemme.

Men hovedparten af alle webshops og deres ejere har stukket hovedet i jorden og venter.

Imens kører Amazon maskineriet i stilling, fastlægger marketingstrategien, og gør deres forskellige digitale tjenester klar til de nordiske markeder. Således kan du i dag få danske undertekster på de fleste serier på Amazon Prime Video, Amazons streamingtjeneste, ligesom deres digitale assistent Alexa forventes både at kunne forstå og tale dansk inden så længe.

God ide at skele til Amazons cloudplaner

Et andet spørgsmål, som blafrer i vinden, er, hvor lokalt Amazons danske tilstedeværelse bliver herhjemme. For som mange andre amerikanske og multinationale foretagender, ser de Norden som et samlet marked.

Det kommer tydeligt til udtryk i den måde, Amazon ruller deres cloud-forretning ud på i Skandinavien. Her bliver de nordiske lande netop regnet for en samlet region. I øvrigt Amazons femte region i Europa og den 21. på verdensplan.

Til at servicere og sikre kunderne i den nye, nordiske region hurtigere svartider på deres cloudbaserede webtjenester, har Amazon placeret deres fysiske datacentre på tre uafhængige lokationer rundt om den svenske hovedstad Stockholm.

Denne placering ligger i Amazons øjne centralt rent geografisk for hele Norden, og skulle derfor give de mest optimale svartider for alle skandinaviske kunder på AWS-platformen – Amazon Web Services. Her synes både Facebook, Google og Microsoft at have et andet syn på tingene. I hvert fald bygger disse tre aktører i øjeblikket kæmpe datacentre flere steder her i landet, fordi vi ligger godt placeret ud fra et internetgeografisk perspektiv.

Men Amazon kigger rent geografisk og traditionelt på tingene, og bygger det hele op omkring Stockholms-området.

Mon ikke vi skal forvente os det samme på ehandelsfronten?

Derfor synes det at være et godt bud, at Amazon vil have nøjagtig samme tilgang til det skandinaviske marked, når de engang begynder at rulle deres ehandelsimperium ud i Norden.

Altså bliver logistik, kundeservice und das ganzen molevitten lagt i Sverige, og så åbner der lokale versioner af ehandelsplatformen på de respektive landes TDL’er hen over et eller to års tid. Hvis da ikke de blot udvider deres eksisterende logistikcenter i Tyskland og ekspederer ordrerne derfra.

Fortsætter Amazon med at gå traditionelt frem, betyder det, at de først lukker op for det svenske marked, dernæst følger det finske eller danske og så slutter de af med nordmændene til sidst. Det ville være logisk på ufatteligt mange måder, både set ud fra indbyggertal, omsætningstal for webhandlen og ud fra et logistikmæssigt perspektiv.

Her er Norge en lidt større udfordring. For dels ligger det udenfor EU, og dels er landets infrastruktur på forsendelsesfronten ikke nær så udbygget som i de øvrige nordiske lande, når først vi kommer uden for storbyerne.

Så det bliver næppe særligt overraskende, når først det sker. Men markedsføringen vil sikkert blive markant, ganske ligesom kundetilstrømningen. For hovedparten af dem som handler på nettet herhjemme, har allerede prøvet at købe noget på Amazon fra enten Tyskland, England eller USA.

Faktisk deler Amazon tredjepladsen med Coop, når det gælder markedsandele på nettet. Så vi ved, hvad vi går ind til.

Amazon kommer – men bliver det i 2019?

Det er tydelige tegn på, at Amazon ER på vej. Men tidspunktet for lanceringen af deres ehandelsplatform kan lige så godt være en gang i første som i fjerde kvartal 2019. Eller for den sags skyld i 2020.

Kun Amazon kender – måske – svaret!