Skal vi kontakte dig? Vi vil altid gerne snakke med dig!
Ring 719 99 719

Efter 31. januar 2017 er det slut med AdWords-tekster i det gamle format. Fra 1. februar er det kun AdWords-tekster, der overholder det nye, længere format, der bliver vist. Så har du ikke fået skiftet til det nye annonce-format endnu, er det ved at være sidste chance.

Google valgte tidligere på året at ændre annonceformatet på deres AdWords-annoncer, så der blev mere plads til rådighed for annoncørerne. Samtidig har de udvidet arsenalet af annonceudvidelser, så du nu har endnu flere muligheder for at fange brugernes opmærksomhed og få din annonce til at fylde mest muligt.

De nye AdWords-muligheder så vi nærmere på i sidste uge. Så i denne uge kigger vi på det nye annonceformat.

Det nye annonceformat

Hvor du tidligere havde en række korte tekstfelter til rådighed, giver det nye AdWords-format dig lidt mere tekst til rådighed. Samtidig gør det annoncerne mere mobilvenlige, da f.eks. overskriften er delt i to tekstfelter, der kan knækkes over på midten, så de kan vises under hinanden, når din AdWords-annonce vises på mobilen eller i en sidebar på en af de hjemmesider, der er med i Googles annoncenetværk AdSense.

Generelt har du disse felter til rådighed:

  • To overskriftsfelter på hver op til 30 tegn.
  • En ”annonceret webadresse”, der er det domænenavn, der skrives i annoncen
  • To ”stifelter” på hver 15 tegn, der kan bruges i forlængelse af domænenavnet
  • Et tekstfelt på 80 tegn der kan bruges som beskrivende tekst i annoncen

Overskriftfelterne

Hvor du tidligere kunne trylle den ene beskrivelseslinje i AdWords om til en anden overskriftslinje med et lille kunsttrick, har du som standard 2 overskriftsfelter på hver 30 tegn til rådighed i det nye format.

Overskriftsfelterne vises med en tankestreg mellem, når annoncen vises i bredt format og under hinanden, når annoncen vises i smalt format på f.eks. en mobiltelefon. Husk at søgeordet helst skal indgå et eller andet sted i overskriften. Hvorfor kommer vi tilbage til lige om lidt.

Fordeler du overskriften i de to felter, så budskabet, produktnavnet eller hvad du nu vil annoncere for, kommer i det første felt og dit call-to-action kommer i det andet, skaber du en meget stærk overskriftskombination.

Det kunne f.eks. se sådan her ud:

SEO arbejde til jyske priser – bestil i dag med 25 % rabat

Sådan bygger du webadressen

Ligesom tidligere skal annoncen indeholde domænenavnet på den landingsside, som brugerne lander på, når de klikker på annoncen. Den angiver du i det første adressefelt i annoncen.

Derudover har du yderligere to felter på hver 15 tegn, du kan bruge til at angive stien med. Der er intet krav om, at den sti du opretter på denne måde, skal eksistere på siden. I stedet kan du bruge felterne til at give brugeren en indikation om, hvor på siden de lander, hvis de klikker på linket.

Derfor er det en god ide at gøre stien så beskrivende som muligt. Hvert tekstfelt sættes efter webadressen med en skråstreg lige som en almindelig webadresse (URL). Brug så vidt muligt også søgeordet i et af de to sti-felter, så det bliver fremhævet af Google – se senere hvorfor.

Tilsammen kan de tre felter ende med at se sådan her ud:

www.byroco.dk/Jysk-SEO/Tilbud

Den beskrivende tekst

Derefter kommer så den beskrivende tekst – altså den salgstale du kan have med i annoncen. Her har du 10 tegn mere end i det gamle format, hvor teksten ydermere var opdelt i to felter af 35 tegn. Nu kan du skrive samtlige 80 tegn ud i en køre og så deler Google dem selv, alt efter om annoncen vises i smalt eller bredt format.

Lige som med meta descriptions er det en god ide at have søgeordet med i den beskrivende tekst. Google fremhæver nemlig søgeordene med fed skrift i annoncerne, ganske som de gør det i søgeresultaterne. Ved at have så mange fremhævede ord i annoncen, kommer den til at virke mere relevant for den bruger, der har udført søgningen.

Så ved at medtage søgeordet i overskriften, adressen og beskrivelsen, øger du antallet af steder, hvor Google vil fremhæve ord i din annonce. Det er brugerpsykologi, der virker!

Sørg også meget gerne for endnu et call-to-action sidst i den beskrivende tekst, så brugeren får endnu et stærkt incitament til at klikke på annoncen. For hvis ikke de allerede er blevet lokket af overskriften og har klikket på den, er beskrivelsen din sidste chance for at overtale vedkommende til at komme over på jeres side.

Tekste kunne f.eks. lyde sådan her:

Træt af københavnersmarte SEO bureauer? Få jysk kvalitet til lavpris. Kun i dag!

Er jeres AdWords-tekster klar til 1. februar 2017?

Har I ikke allerede fået skrevet jeres AdWords-tekster om til det nye format, er det ved at være sidste udkald. For når juletravlheden er forbi, dukker januarudsalget op for de fleste webshops. Så har du en webshop og skal nå at have alle dine tekster skrevet om inden 31. januar, har du reelt set kun små to uger, når januarudsalget er slut.

Så har I brug for ekstra ressourcer til at få skrevet tekster om eller vil I høre mere om de nye spændende annonceudvidelser og de ekstra muligheder, de længere AdWords-tekster giver? Så kontakt os allerede i dag. Så kan vi komme i mål sammen, så I undgår at jeres annoncer helt forsvinder fra søgeresultaterne!