Skal vi kontakte dig? Vi vil altid gerne snakke med dig!
Ring 719 99 719

Så kom de første dyk på Google for danske domæner som følge af udrulningen af Googles mobil-indeks. Så fra nu af er det den mobile version af din hjemmeside, der tæller, når Google skal indplacere den i søgeresultaterne. Så hvis du ikke allerede har fået SEO-optimeret mobilversionen af hjemmesiden, er det sådan set allerede for sent. Så der er ingen tid at spilde. Se at komme i gang!

Vi har talt om det i over et år. At Google ville skifte til at vægte hjemmesiderne efter, hvordan de performede på mobilen, fordi hovedparten af alle søgninger på Google i dag foregår på mobilen. Hvad der gør mobiloptimeringen endnu mere relevant, er, at omkring 95 % af alle søgninger fra mobilen foretages på Google. Så med en lettere omskrivning af et gammelt slogan for nummerlysningen, er det ikke forkert at sige, at hvis du skal findes, skal du findes her!

Og nu er det altså alvor. Flere danske hjemmesider rapporterer nu om fald i placeringerne i søgeresultaterne, der skyldes, at Google er gået over til at bruge mobilindekset som den primære kilde til placeringerne i søgeresultaterne. Det næste der sker, er at det gamle desktop-indeks helt forsvinder. Fremover vil Google kun vedligeholde det mobile indeks.

Så det er aller, aller, aller sidste udkald til at få optimeret din hjemmeside. Kun ved at optimere på mobilsiden, har du indflydelse på dine fremtidige placeringer for dine vigtigste søgeord i Googles mobile indeks. For det er den mobile version af jeres hjemmeside, der fremover bestemmer, hvilke placeringer du får i søgeresultaterne. So better give Google a good show!

Hvordan optimerer du mod mobil SEO?

Skal du have et lynkursus i hvordan du SEO-optimerer til mobilen, kan det koges ned til disse punkter:

Sørg for at have en hjemmeside med responsivt design, der er udviklet til mobilen først

Tænker du, at du ikke er i problemer, fordi du har en hjemmeside med et responsivt webdesign, tager du helt fejl. De fleste – læs: Næsten alle – responsive webdesign er lavet ud fra desktopversionen og giver så en ”pæn” visning af denne på mobilen.

Men skal hjemmesiden være ægte mobilvenlig set med Googles øjne, skal dit webdesign være udviklet til mobilen. Og så skal det responsive webdesign sørge for, at siden vises pænt på en computer. For derved er nogle af alle de uvaner luget ud, som mange responsive hjemmesider arver fra desktop-versionen.

På samme måde er det mobilversionen I skal kigge på, når I udgiver nyt indhold på hjemmesiden. For det er den der tæller. Ser den nye side ikke godt ud på mobilen eller fejler den på nogle af de punkter, vi kommer med herunder, vil siden ikke få gode placeringer hos Google.

Gider du ikke sidde med mobilen fremme hele tiden, kan du bruge et værktøj som f.eks. ScreenFly til at teste det fra computeren. Her kan du skifte rundt mellem desktop-, tablet- og mobilvisning – endda med valg af forskellige skærmstørrelser, mobil- og tabletmodeller.

Lad være med at skjule dele af indholdet på mobilen

Mange tænker, at de er nødt til at skære noget væk, for at folk orker at se hjemmesiden på mobilen. Men alt det tekst og anden information, du skærer væk fra mobilversionen, fjerner samtidig Google-juice fra din side.

Det giver Google færre informationer og mindre kontekst at indeksere din side på. Derved øger du risikoen for, at du kommer til at opleve et fald i placeringerne i søgeresultaterne, fordi du ikke giver Google det samme indhold som på desktopversionen af de enkelte sider.

Fjern indhold, der får siden til at performe dårligt på mobilen

Til gengæld skal du sørge for at fjerne ikke-responsive tabeller, detaljerede illustrationer og andet, der ikke vil komme til at se godt ud på mobilen. Enten fordi det ødelægger læserens overblik over siden, eller får den til at se fejlbehæftet ud.

Bruger du tabeller, skal du sørge for, at de er responsive, så de tilpasser sig til mobilskærmen – og du skal tjekke, at de rent faktisk ser godt ud. Designer du siderne til mobilen før computeren, kan du også overveje, om du kunne præsentere informationer i tabeller på en mere mobilvenlig måde.

Lad være med at bruge popups

Samtidig skal du være meget opmærksom på, hvordan du bruger popups på hjemmesiden. Dem bruger mange til at høste e-mails til deres mailingliste, og det virker jo fint nok på computeren.

Men på mobilen kommer popups oftest til at dække for hele eller meget store dele af hjemmesiden – og hvad der er endnu værre: Det kryds folk skal bruge til at lukke popup’en med, ender oftest med at ligge uden for skærmen.

Den slags popups straffer Google for. For i deres optik skal den besøgende have direkte adgang til indholdet på hjemmesiden, så de kan sikre sig, at de er kommet ind på den rigtige hjemmeside.

Så lad helt være med at bruge popups på mobilen. Indarbejd i stedet formularerne til jeres nyhedsbrev i sidens indhold – i hvert fald på mobiludgaven.

Skriv mobilvenlige tekster

Gå indholdet på dine sider igennem og kort afsnittene op, så hvert enkelt tekstafsnit kan læses i sin helhed på en mobil – og gerne, så det er muligt at se starten på næste tekstafsnit. Det gør teksten mere overskuelig og mere overkommelig for den besøgende at læse.

Så hold op med at have kun et enkelt tekstafsnit under hver mellemrubrik. Opdel teksten i mange korte afsnit på maksimalt 60-70 ord stykket. Så er du sikker på, at teksten kan holde sig inden for en mobilskærm.

Brug større skrifttyper

Pas også på med at bruge for lille skriftstørrelse. Kør i stedet med en skriftstørrelse, der synes lidt for stor på en computerskærm. 16 punkt er en god og læsevenlig skriftstørrelse på mobilen. Det er den størrelse vi har brugt, da vi angav ordantallet pr. afsnit herover. Til nød kan du bruge 14 punkt, men 16 punkt er efter vores mening mest optimal.

Designer du nye sider til mobilen først, bør du huske sætte en begrænsning på bredden af teksten. For på mobilen giver linjelængden ingen problemer for læsbarheden. Så der glemmer du at tage stilling til den. Det gør den til gengæld nemt på tablet og computer.

Så ved at sætte en begrænsning på tekstbredden, undgår du at linjerne bliver for lange og ulæselige på tablet- og computerversionen af siden. En tekstbredde på omkring 640 px (ved 16 px skriftstørrelse) giver en god og læsevenlig linjelængde, når sidens ses på en computer.

Drop store billeder øverst på skærmen

Selv om det ser brandgodt ud på en computer, er det noget møg på en mobil. Store billeder skubber nemlig teksten så langt ned på mobilskærmen, at den oftest slet ikke kan ses. Derved bliver det ikke muligt for den besøgende at orientere sig på siden – og som vi allerede har været inde på, så straffer Google hård for den slags.

Så væk med de store, flotte billeder og ind med en sideoverskrift og noget tekst. Så kan brugeren med det samme se, hvad siden handler om. Eventuelt kan du lægge et billede under overskriften og manchetten på siden – men kun, hvis det ikke giver problemer med læsbarheden.

Få siden til at tage sig bedst muligt ud i de mobile søgeresultater

Gennemgå dine siders title og meta descriptions og sørg for at de er optimeret til mobillængden. Derved kommer dine sider til at tage sig bedst muligt ud i de mobile søgeresultater.

På mobilen har du maksimalt 600 px til sidens title og omkring 1350 pixel til sidens meta description. Det svarer til de vanlige 60-70 tegn i title og op til 230 tegn i meta description.

Tjek siden med Googles værktøjer

Når du har været ovenstående igennem, kommer den mere tekniske del af Mobil SEO. Den kan du få hjælp til, ved at bruge Googles Mobile Friendly testværktøj.

Det giver dig dels en vurdering af om den pågældende side er mobilvenlig og giver dig en oversigt over de fejl og problemer, der eventuelt måtte være.

Du kan også gå ind på din hjemmesides Google Search Console – det gamle Webmaster-tool – og tjekke mobilvenligheden ved at klikke på Søgetrafik à Mobilanvendelighed. Her får du en liste over de sider, som Google mener har problemer med mobilanvendeligheden. Du får også at vide, hvad der er galt, så du kan få det rettet.

Se nu at få det fixet

Det er nu, du skal gøre noget ved din hjemmesides mobil SEO. Vores råd er, at du ser at få det fixet i en fart. For nu er det alvor! Skal du have hjælp, finder du vores kontaktoplysninger nederst på siden.